19. august 2015
Så kom opringningen fra min søde sagsbehandler, at nu er det
en realitet. At jeg er godkendt til fastholdelsesflexjob – vi havde ikke
forventet andet.
Bum – vemodigt og uigenkaldeligt.
Jeg havde egentlig bestemt, at når hun ringede, ville jeg
huske at fortælle, hvor taknemmelig jeg har været for
-
netop at ”løbe i” hende og hendes kollega, når
det nu skulle være og
-
at det jo også på en måde var deres skyld, at
jeg overhovedet havde grebet sagen an på den her – rigtigt gode - skulle det
vise sig – måde. Fordi en af dem havde ladet døren stå på klem efter en
tidligere sygemelding og sagt: kontakt mig, hvis det bærer hen mod en
sygemelding igen.
-
hendes venlighed, tålmodighed, omsorgsfuldhed og
forståelse ikke kun på mine gode dage men også på de dage, hvor jeg var
fuldstændig umulig til at samarbejde.
-
hele tiden at føle, hun var ”på min side”. Jeg
ved jo godt, at hun er bundet af et til tider, synes jeg, tåbeligt regelsæt.
-
altid at få en forklaring på, hvorfor hun
spurgte og gjorde, som hun gjorde.
-
Men jeg fik ikke sagt ret meget.
Var for træt og berørt. Heldigvis har jeg hen ad vejen fået sagt tak men …
En af dagene vil jeg aflevere to smukke buketter på deres
kontor med et rigtigt fint kort med de helt rigtige ord.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar