Sunshine og Solskin

Netop hjemvendt efter tirsdagens ridetur.

Hvem skulle nogen sinde have forestillet sig, at jeg skulle begynde at ride som 55-årig? I hvert fald ikke jeg. Men for et halvt års tid siden under mit ophold på sclerosehospitalet i Ry blev jeg præsenteret med et ”Du har aldrig overvejet at prøve at ride?” Og nej, det havde jeg slet ikke. Det er ikke sådan, at jeg er bange for heste, jeg har nærmest slet ikke haft noget forhold til heste. En hest var et dyr, der gik 100 meter inde på en mark, og størrelsen så ud derefter. Sådan ca. hund-stor på afstand. Jeg har selv en mellemstor hund, en labrador. 

Jeg takkede nej. Tænkte, at hesten nok ville brase sammen, hvis jeg steg op – men ”nej, det gør den nu nok ikke” sagde fysioterapeuten, og hun foreslog en kigger i ridehuset efter ”lukketid”, kun os to. Det kunne der jo ikke ske noget ved, så jeg var ovre og se dyrene næste dag. Lige umiddelbart så hesten – Gemma – jo lidt stor ud tæt på, der var nok lidt højt op, forsøgte jeg. Men det skulle jeg heller ikke tænke på. Hesten spadserer simpelthen ned i sådan en ”grav”, og så kan man sagtens komme op. Herefter bliver man trukket ud fra graven, hvor der bliver gjort stop, så kan man mærke efter. Tør vi eller tør vi ikke… Forklarede fysioterapeuten.

Okay så, vi blev enige om, at jeg kunne sætte mig op på hesten og så vurdere på ”stoppet”, om jeg skulle videre. Når hun nu mente, at det ville være så godt for flere ting i forhold til min sclerose og min ryg, så skulle det naturligvis have en chance.

Dagen kom, og Gemma blev trukket frem. Gemma er en rigtig rolig nordbagge med en meget blød og jævn gang, og den korte tur gik faktisk rigtigt fint og gjorde straks godt i rygstykkerne. De næste dage blev turene lidt længere, og vi nåede endda et smut i skoven. Og selvfølgelig skulle jeg da fortsætte ridefysioterapi, når jeg kom hjem.

Hver tirsdag kører jeg til Møllegården, hvor jeg mødes med Sunshine og 3-4 andre ligestillede til 45 minutters ridning, hvor fys. Merete dirigerer slagets gang. Hver af os har en medhjælper. Min trækker hesten (det hedder ikke trækkepige), en andens er bagrytter (og det hedder det), og vi skal blot koncentrere os om Meretes ordrer: lidt mere forover, lidt mere bagover, ½ cm længere over på venstre balle osv. Hurtigt klarer man selv for- og bagover, det er straks lidt sværere med den halve cm.

De første gange – det var stadig vinter og dårligt føre – holdt vi os inde i ridehallen, hvor scenariet nærmest kan lede tanken hen på en cirkusmanege, hvor domptør Merete forsøger at få heste og ryttere til at udføre lidt artisteri. Jeg har nu for det meste rigeligt at gøre med at holde fokus på et punkt mellem hestens ører og så bare i det hele taget at holde mig lodret. Men man kan da godt udføre lidt forsigtig armkunst, selv om man ikke flytter blikket – en hånd ad gangen -  frem og klap venstre på hestens hals og bagud og klap højre på bag. 

Ridetirsdag var ikke min yndlingsdag. Det var pivkoldt, to par bukser, tre bluser + fleecetrøjen og så var der også lige Sunshine Oldenborg.

Det stod klart helt fra begyndelsen, at Sunshine er en helt anderledes hest end Gemma. Sunshine vrikker meget, slår med hovedet og pruster.  De første gange var jeg slet ikke tryg ved situationen. Jeg har et par gange nævnt det med vrikkeriet og prusteriet, men fys. Merete har en kilde i Ry, og eneste kommentar til Sunshines adfærd har været: ”Ja, men Sunshine er jo levende” ……..

Men så kom der pludselig gennembrud. Det blev forår, og fys. Merete sendte os på en rigtig tur. Vi red ud over åben mark, ad små stier og ind gennem skoven. Det var skønt at sidde der på hesteryg og mærke foråret, solen og vinden, og da vi kom hjem, var jeg så træt og mør i kroppen men også fuld af frisk luft og sol, så jeg var helt ”høj”. Det var faktisk på den dejlige forårsdag, at mit indstilling til Sunshine og ridning ændrede sig.

Under rideturene ude holder fys. Merete sig tæt på Sunshine og mig, hvilket jeg sætter stor pris på. Hun ved, at jeg stadig ikke er forfærdelig tryg. Jeg er heller ikke vildt bange, men alarmberedskabet går alligevel i gang, så snart Sunshine slår med hovedet eller spjætter, når insekterne bider. Eller bliver forskrækket over et eller andet i vejkanten, som ikke var der i går. Utroligt så fintfølende sådan et stort dyr er. Og Sunshine er stor. Der er højt op. - Og langt ned. Men fys. Merete forsikrer mig, de plejer ikke at tabe os ……….

Ses på tirsdag.