Overtræk

Syntes lige, jeg var faldet i søvn, da jeg vågnede i et langvarigt mareridt. Eller, det føltes langvarigt, for da jeg endelig kom så meget til mig selv, at jeg kunne se, hvad klokker var, var det faktisk kun en time siden, jeg havde slukket lyset. Men det føltes i alt fald som meget langt. Et af de der mareridt, hvor man råber og råber og fortsætter med at råbe, selv om man faktisk efterhånden er halvvågen, men ikke kan finde ud af, hvad der er drøm, og hvad der er virkelighed. I alt fald var der en person, der havde bundet mine ben stramt og savede eller skar mig i benene, og det gjorde vanvittig ondt, og selv om jeg blev ved at råbe højt av holdt han/hun hverken op, eller jeg vågnede af det – før der var gået lang tid, følte jeg. Da jeg var vågen, lå jeg lidt og undrede mig over, at det fortsatte. Jeg lå i min seng, manden snorksov ved siden af (han påstod dog sidenhen, at han havde hørt mit kald på hjælp), men der var stadig skæren og stikken i mine underben.

Men faktisk var det jo bare de smerter, jeg kender rigtigt godt i vågen tilstand, men som jeg i søvne ikke kunne placere som kommende fra mig selv. Og i nat var det så bare ekstra slemt, fordi jeg har levet over evne i går.

Så i dag har jeg ikke gode ben, som jeg plejer at sige – inspireret af Tour de France rytterne, når de eller tv-kommentatorer snakker om gode ben. I andre sammenhænge leder gode ben tankerne i helt andre retninger som en sommeraften med gang i grillen.

Men jeg har ikke gode ben, de er stive og stikker og brænder. Og ikke fordi, nogen har skåret eller stukket i dem i nat, men fordi jeg har været på tur hele dagen i går og besøgt datteren og svigersønnen på Sjælland i deres nye lejlighed. Og det er jo de beslutninger, jeg tager. Et træk på ”guldkortet” – og så må jeg bruge en eller flere dage til at få sat noget ind igen. Og jeg trækker da også gerne over, hvis det er det værd. Og i går var det værd.

Det er det ikke altid. Og man kan altid diskutere, hvad er hvad værd. Det behøver ikke at være noget med selskabelighed eller fest eller rejse for at være det værd. Det kan såmænd også være, at jeg har rigtigt meget lyst til at lave mad, male eller arbejde i haven, f.eks. sidste weekend, hvor vi var på planteskole og købe lidt stauder, og hvor jeg var med i haven sammen med manden en times tid og knap kunne røre mig resten af dagen. Men det var det værd. I sommerferien var jeg mere fornuftig. Jeg havde lyst til at male cykelskurets ene ydervæg, som trængte. Det tog 5 dage à ca. ½-3/4 time. Men da det var færdigt, var det mig, der havde gjort det. Og jeg havde gearet niveaet efter mine evner og ikke lavet overtræk. Rigtigt smart og fornuftigt.

Men når jeg vurderer, at et overtræk er det værd, så er det bare nogle gange, man godt kunne have skelet til cykelskurs-modellen og gjort det lidt bedre for sig selv. Kunsten er, at når, jeg når til: ”Jeg skal lige” – og endnu længere henne ”bare lige” – som om ”bare” gør opgaven lettere eller mindre – så er det der, jeg skal stoppe. Lige nu. Fordi det er som regel et tegn på, at jeg allerede er over stregen, og at jeg faktisk allerede  ved det. For ellers var det vel ikke nødvendigt med lige og bare. Problemet er bare (”bare” igen), at ”bare” og ”lige” altid dukker op, når jeg er allerbedst i gang. Og så er det rigtigt svært at stoppe. Det der med at stoppe, mens legen er god, passer meget godt her. At stoppe, mens der stadig er succes på både projekt og krop. Det kan man faktisk godt, når man arbejder i haven. Der behøver man ikke lave et overtræk.  Men med turene til Sjælland – det er straks sværere. Der er sagtens mulighed for hvil, og det benytter jeg mig også af, men de slår ikke til til den store udfordring, det er for mig at tage turen frem og tilbage og også være selskabelig derovre.

Jeg beslutter hermed, at jeg vil blive bedre til at stoppe, når jeg når til  ”lige” og ”bare”, og mens legen er god, når det er muligt, og dermed få mindst muligt overtræk på kontoen. Og så sige pyt og lave det store overtræk, når det ikke er muligt at stoppe og så håbe på, at det var det værd bagefter.

Og med hensyn til turen i går, så var den det værd. Selv om det i dag betyder, jeg ikke kommer afsted til ridestævne for at heppe på Sunshine, som dressurkonkurrerer i dag. Det rækker dagsformen ikke til.