6000 skridt

Lige hjemkommet fra en fantastisk weekend i København. Som hang i en tynd tråd, igen på grund af min dagsform, som har været mega dårlig de sidste to uger. Men jeg holdt fast denne gang, og heldigvis for det. Der var afgang fredag efter de andres fyraften. De andre er manden og sønnen, sidste var den glade giver af opholdet på Radisson på Islands Brygge. Han var også grunden til, at jeg efter overvejelser valgte ikke at aflyse. For ifald jeg skulle ligge på hotelværelset og hvile mere end være aktiv, ja så var de da to til at hygge sig sammen og finde på noget i dronningens by.

Det var egentlig planen, at vi ville smutte i Tivoli fredag aften, når vi var ankommet. Vejret var helt klart til en Tivoli-tur, men det var jeg så ikke. Ærgerligt nok, for Tivoli ville garanteret være smuk med al julebelysningen i aftenmørket. Jeg har været der før på juletur med datteren, men det var højlys dag – godt nok begyndte det at sne, mens vi var der, men det var ikke nok til at sænke fortryllelsen over pynten, som for en stor del udgjordes af små salgsboder. Jeg var ærligt talt lidt skuffet. Men denne her gang var det rigtigt mørkt, og så skulle Tivoli da have en chance til. Og så alligevel ikke, da jeg først kom derover efter tre timers køretur og aftensmad undervejs. Og problemer med bookingen, så vi måtte vente en halv times tid på et værelse.

Lørdag vågnede vi så til blandet vejr. Og diskussionen gik nu lidt på, om vi skulle holde fast i den tur på Strøget, som jeg så gerne ville, eller om den skulle omlægges til Fisketorvet, hvor jeg aldrig har været. Datteren ankom til fælles brunch på hotellet. Afgørelsen var helt op til mig – heldige mig – og jeg besluttede mig for et julepyntet strøg, - selv om jeg godt ved, at forretningerne ikke pynter helt som i min barndoms jul, hvor vi gik fra vindue til vindue og havde svært ved at vælge det smukkeste. Nu er det kun Illum og Magasin – næsten – der deltager i den disciplin. Før vi kunne komme til Strøget, skulle vi træffe beslutning – eller jeg skulle – om, hvordan vi kom derhen. Hjemmefra havde jeg haft en forestilling om, at jeg sagtens ville kunne gå fra hotellet til Tivoli med rollatoren (og måske også til Strøget) men den havde fysioterapeuten manet i jorden fredag formiddag. Hun havde også været på både hotellet og i Tivoli, og var det ikke bedre at bruge gå-kræfterne i Tivoli end på vejen derhen? Så jeg var klar over, at apostlenes heste ikke var et reelt valg, men at det skulle stå mellem taxa og – her kom en ny dimension ind i billedet - Metroen. Familien var igen delt i to, der holdt på hver deres. Der var for langt til metroen – man skal stå op, det er for usikkert osv. osv.  Men datteren og jeg tog i fællesskabet beslutningen om, at jeg nok kunne gå til nærmeste metro-station, og der var sæder osv. – for mig selv tænkte jeg, at jeg vel nok kunne stå op det stykke vej. Så afsted med os. Måske man alligevel skulle have trænet lidt mere rollatoren hjemme, for der var rig mulighed for at stå på hovedet med alle de stejle opkørsler, der er fra fodgængerfelterne op på fortovet. Men der var siddeplads i metroen – og nej, jeg kan ikke stå op under fart.

Vi ankom til Kongens Nytorv i fin stil, og afsted gik det ned ad strøget, hvor der var langt mellem de julepyntede forretninger. Men god stemning og hyggeligt julemarked var der på Højbro Plads.  Super med køretøj med sæde, hvor man kan lande og tage sig en puster, når det bliver for slemt og for trangt. Helt utroligt som jeg overvandt mine aversioner, og inden jeg så mig om, havde jeg fået slæbt den med ind i Illums julevirvar, og med datterens og personalets hjælp parkeret den et sted mindst i vejen – det er sådan noget øv noget, der gør, at jeg ikke gider, men som jeg heldigvis overvandt i dag.  – Og der var juleting højt og lavt, og vi blev så meget i julestemning. Der var nu blevet varmet lidt op undervejs på julemarkedet, hvor vi også havde handlet lidt.

Herefter var vi – nogle mere end andre – mætte af julemylder og fandt nogle sandwicher og vendte snuden mod metroen igen.  Fra metroen og til hotellet var det, som om al gejst forlod mig. Det kunne være fordi, der ikke var mere handel at gå efter. Men det kunne også være fordi, at kvoten simpelthen var brugt op. Og egentlig havde jeg jo også være ganske sej, så det var vel ok at melde flad nu. Så de sidste par hundrede meter føltes lige så lange som den halve strøgmaraton, jeg havde gennemført. 6000 skridt talte skridttællerne på dem, der bruger sådan noget. Jeg var f. …. sej. Men nu var det slut. Og eftermiddagen foregik på langs. Og det var aftenen nok også, hvis ikke det var fordi, lillesøster og hendes familie ventede os til en hyggelig aften der også. Men det var da knap så anstrengende, selv om jeg kunne mærke, at koncentrationen var sat ud meget tidligt på aftenen.

Så kom hævnen. Smerter, der ikke veg for noget som helst. Snurren, sitren og spasmeagtige ben og fødder, kvalme og buldren i hovedet. Puh, hvor jeg roterede og travede frem og tilbage mellem seng og badeværelse og seng og vindue, igen og igen. Det stormede en halv pelikan. Jeg kunne ikke se det på en næsten øde parkeringsplads med nøgne træer, der ikke have nogen blade at blæse med. Men jeg kunne høre det. Så vejr og mig passede totalt sammen.

Natten blev selvfølgelig et rent mareridt oven på dagen.

Men alligevel opvejede dagen natten. De 6000 skridt og de hyggelige indkøb. Det dejlige selskab af min mand og mine to børn og en masse god snak. Det er vi rigtigt gode til. At snakke med hinanden. Så på en lang smertefuld urolig nat var jeg fyldt med en super dejlig dag. Og igen gælder min regel: Hvis det er det værd, så er det ok. Og det var på alle måder det værd. Jeg glæder mig utroligt meget over weekendens strabadser og oplevelser, og på hjemvejen var aftalt et smut forbi datteren. Og selv om vi alle var trætte og havde køreturen hjem foran os, tog vi os heldigvis tid til at hygge lidt der med hende og kæresten og ikke mindst med killingen Felix, som atter er inde i varmen efter at have været lagt lidt på is på grund af dårlig opførsel. Men killinger og fint julepynt bliver aldrig en god kombination. Er spændt på at høre nyt derfra, for i går kom et lille juletræ ind i stuen…..

Hvis jeg skulle nævne en enkelt ting, der irriterer midt i det her, så er det, at jeg ikke kan nøjes med at fælde en tåre men ender med at stortude, når jeg fortæller sønnen, hvor glad jeg er for hans initiativ.  Pokkers så rørstrømsk jeg bliver på mine ”voksne” dage.

Og det bliver jeg også, når jeg tænker på, sidst jeg var i København, hvor jeg flere dage i træk travede langt over de anbefalede 10.000 daglige skridt med Compeed-dækkede vabler under fødderne. Og bare sov den ud om natten for at være klar til den næste dag. Men det var dengang.