The Queen of Sheba og Elvis og meget mere ......

Var på kroen i dag efter de sidste glemte effekter fra den store dag for en uge siden. Vi gjorde en lille tur ud af det, kørte små omveje, sådan noget, som vi var rigtigt gode til, da vi var unge, og inden vi fik børn. Efterårspaletten er ved at udfolde sig, det kunne vi sagtens se trods det triste grå og våde vejr. Det blev til en længere tur, hvor vi nød farverne og lod tankerne og snakken gå tilbage til i lørdags. Vi har snakket meget om det allerede, men der er også meget at sige, det var en fantastisk dag og aften for os, vi nød det hele i fulde drag.

For mit vedkommende har der været en del bekymring op til, om hvordan jeg skulle få kræfterne til at slå til til hele arrangementet. Det er jo ikke lige den dag, man har lyst til at gå kold halvvejs inde i festen, jeg ville så gerne være skarp hele aftenen.  Vi havde øvet kjolesnøringen og taget tid, så vi vidste præcis, hvornår vi skulle i gang, så det passede med afgang herhjemmefra. Og der var – selv om det hele strittede på mig ved tanken om det – arrangeret, så jeg kunne ligge i brudesengen undervejs.

Selv om påklædningen af bruden var øvet, så var der alligevel optræk til panik lige efter start, for det er det, der sker for mig , at pludselig ser snøren og trenserne fuldstændigt fremmede ud for mig. Jeg har hverken logikken i hjernen eller kræfterne i hænderne, så farmand bliver hidkaldt. Træls at jeg er så dum, og heldigt at han har aftjent sin værnepligt og lært at snøre en støvle, så den holder og åbenbart godt kan huske det, selv om det er over 30 år siden. Men i fællesskab fik vi trukket båndet gennem alle trenser, jeg var ikke i  tøjet endnu, men manden, der nærmest allerede var kommet i skruddet, måtte have det hele af igen, og i hver vores gamle t-shirt stod vi og svedte og trak på skift og hold op, hvor det lykkedes. Og her kan lige tilføjes, at selv om damen i brudekjoleforretningen havde forklaret, at mor nok måtte med på toilettet et par gange mindst i løbet af bryllupsaftenen for at stramme op, ja så holdt det her sgu. Også fuldstændigt. Og der var ingen fare for, at bruden ville synke sammen under højtideligheden i kirken, dertil var hun simpelthen snøret for stramt. Der blev ikke strammet op en eneste gang under festen, hurra for farmand og militær disciplin. Og da panikken havde lagt sig, blev vi færdige til bestemt tid, og både far og mor kunne nå at komme i deres stadstøj, mens bruden blev plantet midt på stuegulvet på en skammel, så intet blev krøllet mere end højst nødvendigt. Senere blev hele baduljen proppet ind på bagsædet af vores i dag lille Kia Venga, hvor det alligevel var umuligt at se, hvad der var op og ned i det hvide brus – men hun var glat indtil da.

Selv om kjolesnøringen var lidt af et nederlag for mig, så har jeg heldigvis kunnet være nyttig undervejs i planlægningen af den store begivenhed. Kristina har haft arrangeret meget lige fra hjemmelavede invitationer til sanghæfter til kirken. Musikken i kirken var heller ikke tilfældig. Organist Henriette måtte i gang med at indøve ny musik, så far og datter kunne gå op ad kirkegulvet til The Arrival of the Queen of Sheba. Et af faderens yndlingsstykker, og nu også datterens. Og det blev så smukt. Ved ikke, hvor mange i kirken udover far, mor og datter, der bemærkede dette nøje udvalgte og særligt smukke stykke musik, næppe ret mange, men vi tre nød det i fulde drag. Og da brudeparret kom ud af kirken, stod vi klar med risposerne. Kristina havde dagen forinden klart udtrykt, at hun godt nok blev skuffet, hvis der ikke var ris. Og alle mine indvendinger som ”gider de godt have det griseri ved kirken” og ”er der ikke noget med, at fuglene ikke tåler…”  ”Kirken har ikke noget mod ris udenfor, og det med fuglene er noget sludder”…, ja så måtte jeg i gang og være kreativ. Og tænk – øverst i et skab i soveværelset fandtes sammen med min brudekjole minsandten også mit gamle slør – og det blev ofret i frugtbarhedens navn.

 Aftenen forløb glat, også for mit vedkommende. To gange var jeg i brudesengen – eller rettere på – for jeg var meget forsigtig. Skubbede puder væk, og lå helt musestille på madrassen. Bagefter glattede jeg rynkerne ud, og man kunne faktisk slet ikke se, at jeg havde været der. Men de to pauser gjorde, at jeg lige præcis holdt hele aftenen og lidt til, inden jeg landede i min egen seng ved 3-4 tiden. Og alle mine bekymringer for, hvad jeg ville misse undervejs, ja dem kunne jeg have sparet mig. En meget samarbejdsvillig toastmaster sørgede for, at jeg blev varslet på telefonen, hvis noget, han ikke kunne styre, var undervejs, og ellers var aftalt tidspunkt, hvor jeg kom tilbage. Så han satte sådan set festen på stand-by, men det ved ingen udover ham og mig – næsten –. Tror i alt fald ikke, at nogen af gæsterne bemærkede, at de var ”parkeret”, indtil jeg var tilbage. Det blev en rigtig dejlig aften, og jeg nød det i fulde drag.

Nu er det jo ikke sådan, at et bryllup ændrer det store i dagligdagen, hverken for de unge mennesker, som allerede har øvet sig på samlivet i nogle år eller for os, hvor datteren allerede har forladt hjemmet for flere år siden. Og alligevel – så er det da underligt at tænke på, at vores datter nu er èns hustru. Og senere formentlig/forhåbentlig en andens mor. Lige nu er familien forøget med en svigersøn, Lars, som jeg holder utroligt meget af. Han er faktisk fejlfri – eneste svage punkt er, at han er ikke-flytbar, hvor min datter, tænker jeg, kunne slå sig ned næsten hvor som helst. Og det er ikke en hemmelighed, at jeg forfærdelig gerne ville have dem tættere på, og jeg gider ikke høre, ”Sjælland da ikke er langt væk”.” Det kunne da være værre, f.eks. Australien”, er der endda nogle, der drister sig til at foreslå, når jeg klager min nød. Men for mig, er alt over 1-1/2 times transport svær at overskue. Og jeg gad da godt have dem lige om hjørnet. Men sådan er det. Jeg er jo heller ikke specielt flytbar. Jeg holder meget af Lars, men vigtigst af alt, jeg ser jo, at han gør min datter glad. Allerede nu har jeg set, at han er den solide klippe, hun kan læne sig op ad, når noget er svært. Der har de allerede været. Han er en meget stille fyr, men i lørdags tog han ligodt ordet, og ikke et øje var tørt, da han med stille men klar stemme sang ”I can’t help falling i love with you”. At Kristina sang for ham lå næsten i kortene, hun er jo sanger, og en god en, men at han tog ordet på den måde, var helt klart aftenens allerstørste overraskelse. I alt fald for mig.  

Her lige præcis en uge efter vores store begivenhed, er det først, at jeg er ved at være tilbage på normal igen. Jeg havde flyttet min arbejdsmandag til tirsdag i forventning om, at jeg nok ikke ville være klar til arbejde allerede mandag. Men det var jeg så sandelig heller ikke tirsdag. Mandag tillod jeg mig dog at invitere et par veninder på et kort ”har-I-ikke-lyst-til-et-stykke-bryllupskage” visit. Jeg brændte jo efter at snakke om vores fantastiske lørdag. Men ellers gik tre dage i stilhed, før jeg igen kunne melde klar. Men det er da også okay. Godt nok varede brylluppet ikke 8 dage – men tre dage gik der da med æresport, fest og morgenkaffe og farvel og tak for denne gang. Og det var efter en anderledes begivenhedsrig weekend, vi vinkede farvel til datter og svigersøn, da de drog tilbage over bæltet.

 Skuld gammel venskab  og Æresportens endeligt.

Genoplivning

Efter lang tids tavshed herpå bloggen, ikke fordi, jeg ikke har haft noget på hjerte, men mere fordi, jeg ikke har kunnet svinge mig op til at sætte mig ved en pc, så tænker jeg, at jeg vil forsøge en genoplivning. Men det har været en sommer med udfordringer, der ikke har levnet tanker eller energi til nedfældning, der har været forsøgt ændringer i medicin på grund af bivirkninger, og trods svigtende sommer i sommertiden har jeg været umanerligt generet af varme, som gik direkte i benene og krævede et hurtig sid-ned og helst foran den hurtigt indkøbte blæser fundet blandt Nettos spotvarer en tilfældig lørdag.  Ja vi kan da godt grine – også indforstået hentydende til min alder – men det ændrer ikke på, at det saftsuseme har drænet mig for både energi og humør.

Det ville være smart, om man kunne ride videre på en overskudsbølge et stykke tid, efter at det er begyndt at gå nedad på overskud igen. Men sådan fungerer det ikke for mig. Mit batteri lader for det meste ikke langsomt af men stryger direkte på fladt uden noget varsel. Og selv om jeg har prøvet det igen og igen over lang tid efterhånden, så overrasker og undrer det mig alligevel. Jeg har to typer dage, og kontrasten mellem dem kan være lille eller enorm. 

Dag 1: Faktisk havde jeg ikke selv opdaget det helt endnu, da min tandlæge kommenterede på det forleden. ”Har du det bedre? Du ser bedre ud” – og ja, - jeg mærkede efter og havde slet ikke opdaget – det var altså også ret tidligt på dagen – hvor god en dag, det var, og at jeg havde det rigtigt godt. Og det varede ved hele dagen og hele næste dag med. Fantastisk! Aj det er nok også et voldsomt ord, men det føltes bare så herligt og overskudsagtigt. Det var endda en god hårdag og en god negledag – det hele spillede bare. Og på sådanne dage er smerterne jo også meget nemmere at håndtere. De fylder slet ikke på samme måde, og trætheden er nærmest ikke eksisterende.. Og det er her, jeg husker, det er vigtigt, at jeg får hvilet, selv om jeg har overskud, for det kan meget vel være begyndelsen på derouten, når jeg ignorerer de bitte små signaler, der kan være lette at overhøre på sådan en dag. Men jeg holdt til punkt og prikke de små hvil i løbet af dagen, tempoet helt afpasset mit niveau. Men nåede også en masse af de projekter, der er undervejs for tiden. Gode forventningsfyldte projekter til en dejlig anledning. Om en uge er der bryllup i familien, og der er fuld tryk på forberedelserne. Selv om det skal holdes ude, så er der jo mange små (kreative) ting, man kan fornøje sig med optil. Og det har været hyggeligt, og der har ikke været stress på for mit vedkommende med diverse klippe-klistren. I bund og grund ting, som jeg typisk hygger mig med og ikke stresser over, når der er tid nok. Og det har der været. 

Dag 2: Det har været en udmærket nat, faktisk har jeg kun været vågen en gang modsat så ofte hver time. Benene er så tunge, at jeg lige magter at slæbe dem ind til lænestolen for at sætte mig der og langsomt vågne og få liv i lemmerne. Ganske halvhjertet, der kommer ikke liv nogen steder. Jeg tager mig en formiddagslur og en middagslur – og jeg er stadig træt, da vi kører på et lille lynvisit til sønnen og dennes skønne 9 ugers hvalp. Heldigvis gider den sidde og hygge på skødet i dag, så jeg ikke skal spille bold, trække snor og, hvad der ellers kan aktivere sådan en fyr. Hele spisebordet flyder med klippe-klistre, sjovt nok, i dag hedder det flyder, som er et negativt ladet ord, og rodet virker også fuldstændigt negativt på mig i dag. Helt uoverskueligt. I går generede det ikke.  Efter hårvask mærker jeg igen, hvor tung min føntørrer er. I dag. Posten må blive i postkassen, hvis det er mig, der skal afhente. Der er alt for lang vej ned ad indkørslen.  Det eneste, der er, som det plejer – eller endda måske bedre i dag end på en god dag - er vingummierne. Og det har jeg sagt til diætisten, at det er min erfaring, at både mod træthed og smerter så er vingummi – dem med lakridssmag i den ene ende – gode. Og hun har givet mig medhold. De virker.  Og i dag er manden hårdt ramt af forkølelse, så han heller ikke kan overskue aftensmaden. Men vi kan dog overskue at tage telefonen og ringe efter en pizza.  Længe leve de lette løsninger.

P.S.: jeg glemte at få dem sliced.......