Forår forår kom nu snart

I denne uge fik jeg endelig plantet mine nyindkøbte påskeklokketing ud i en krukke, efter at vejrguderne i flere dage havde været imod mig. Det var i alt fald både for koldt og for vådt for mig til frivilligt udendørs sysler. Jo længere vi kommer ind i forårsmåneden, jo mere utålmodig bliver jeg efter at komme i gang med at gøre noget udenfor. Ikke at mine bedrifter der er meget at snakke om, men lidt har jo også ret. Og stol og tæppe i en solbeskinnet lækrog, der kan vi vel alle være med.
Lidt ukrudt får jeg da også hevet op, selv om det er for koldt og vådt endnu. Men der er vist noget om, at det er en god ide at være ude tidligt med sådan noget. Selv om meget er så småt, at det er svært at se, hvad er hvad. Her savner jeg min svigermor og vores havevandringer i foråret, hvor hun vidende pegede ud med "den, der kan du godt fjerne". Hun var den klogeste,  jeg har kendt på det felt. Nu må vi somme tider lader skidtet gro så længe, at noget, vi ikke kan identificere, invaderer, infiltrerer og udkonkurrerer alt omkring sig, eller - som det også sker - rykker jeg noget op, som ikke skulle have været det. Tidligere gjorden manden og kultivatoren kål på meget inklusive utallige forglemmigejer og andet småkravl, men mit lille trekantede bed er kultivatorfrit område. Så længe jeg magter at luge det selv. Omkring dette er jeg realistisk, Lille trekant.

I forhold til handleplanen fra Ry, ja så går det noget trægt med at handle i forhold til den. Det er med den, som det er med andre gode fortsætter, hvad enten vi snakker nytår eller  lidt-mindre-tøj-på-kroppen-sæsonen, der lurer lige om hjørnet. Der er dog den forskel, at som regel sætter jeg barren for højt, men denne gang var den meget bevidst sat lavt. Og alligevel holder det ikke. Det gode er så - hvis man kan sige "gode" om det, for i bund og grund er det noget skidt - at jeg ikke får ført planen ud i livet - at det er, fordi jeg har så travlt med gode ting, at jeg skubber det andet ud. Og mit hoved er fyldt med gode ting. Endelig endelig. Og endelig har  jeg følt indvendig glæde, uden at der har været en bestemt udløsende anledning. Hvad jeg ved af.  Var bare godt tilpas.
Der er da stadig nogle ting, der fylder og trækker mig ned. Især når det handler om mit gamle arbejde. En tidligere kollega, som også har været nødt til at opgive sit gode job pga. sygdom beskrev i sin blog, at hun havde ryddet ud/op i papirer, der vedrørte det gamle job. Det er virkelig min akilleshæl.  Jeg har været der. Og har smidt papirer ud, der vedrørte præcis det job, jeg forlod. Efter at jeg havde gemt dem helt indtil for et par måneder siden. Hvorfor? Troede jeg virkelig, at jeg nogensinde ville få brug for dem igen? Det trak tænder ud. Men men - så var der  mapperne fra al min videreuddannelse. Og bøger/hæfter - i stakkevis. Det var nogenlunde let at overbevise sig selv om det irrationelle i at have læsestof stående med information, som er aktuel i et bestemt tidsrum. Og det tidsrum så længe er overskredet. Meget er hurtigt foranderligt i dag. Hvad, der gjaldt i går, gør ikke i dag. Jamen så ud med det da. Sværere blev det, da jeg nåede til det stof, som stadig kan bruges. Bare ikke af mig.
Der sker for mig en slags binding til store mængder studiestof, som jeg har terpet og terpet og brugt oceaner af tid på. Jeg har aldrig "holdt bål" efter endt eksamen. Og status her blev, kun det forældede røg ud. Resten kom ind i reolen igen. Som hvis jeg nu skulle få brug for det. Som om.
Resultatet var dårligt humør. Følte ikke engang lidt tilfredsstillelse over at have taget mig sammen og rydde ud i noget af det.
Tænker alligevel, at det nok ville være bedst at skille sig af med hele skidtet på en gang og så  overstå den sorg, det er, en gang for alle. I stedet for det her - lidt ad gangen og tilbagevendende. Og hele tiden blive mindet om mit gamle liv.  Det irriterer mig, at vi er så identiske med vores arbejde. Der er da meget større ting i livet, men alligevel er det det første, vi spørger om, når vi møder nye mennesker. Hvad laver du så? Underforstået hvad er dit job? "Hvis du ikke har et arbejde, er du ikke noget" sagde en professor ved Århus Universitet på tv i en snak om arbejdslivets lyksaligheder. Selvfølgelig ironisk angrebet.
Det er virkelig noget, jeg slås med endnu. Efter halvandet år. Og faktisk har jeg jo et lille bitte forsigtigt arbejde.
Det fylder stadig en del, men heldigvis fylder det ikke alt længere. Og særligt efter Ry er der kommet mere glæde og energi ind i hverdagen. Jeg har stadig mine smerter og min ekstreme træthed. Men jeg har også genopdaget nogle gamle glæder. Jeg er kommet i gang med bøgerne igen. Godt nok lidt svingende tempo, men jeg får læst bøger. Og til ende. Jeg er igen i gang med den for uindviede tossede beskæftigelse med at klippe stof i småstykker for at sy dem sammen igen.
I Ry snakkede vi om engagement og glæden ved det, man foretager sig. Og efter megen overvejelser tog jeg afsked med Sunshine og de andre firbenede og tobenede i ridecentret. Det er ikke sikkert, at det var en klog beslutning på sigt. Men lige nu føles det helt rigtigt, og i stedet blev der energi og plads til at lege lidt med glas.
Hov - så sidder "han" der på skulderen igen med "burde og skulle".  Kunne jeg måske godt klare flere timer på arbejdet, nu det går så godt. Her gælder det om hurtigt at mane til fornuft og ro. Og huske på, at det jo præcis er fordi, jeg arbejder meget lidt, at jeg også har overskud til at komme i gang med at foretage mig det, der giver mig så stor glæde.

Arbejd i efteråret - glæd dig i foråret - 3 lag, der er mere på vej 

På vej mod mental robust

Udsigten fra mit værelse - skøn hele dagen 

Tænk at det nu er to uger siden, jeg vendte næsen hjem efter ophold i Ry. Og hvilken hjemvendelse –  masser af gå-på-mod og fyldt til bristepunktet med gode oplevelser og optimistiske forventninger til fremtiden. Følelser, der sneg sig ind undervejs i Ry, det var bestemt ikke sådan fra starten, ej heller midtvejs, men hen mod slutningen var der en slags åbenbaring om formålet med hele rejsen og om, at det helt sikkert ville lykkes at vende en synkende skude.

Det hele var meget intenst i Ry, og alt er meget anderledes, når man står i hverdagen og ladt alene med projektet. Selvfølgelig ikke alene alene – der er jo manden i mit liv – men det er på en helt anden måde end sammen med syv andre kvinder, som tager på den samme ”rejse”, og hvor man hver dag bliver holdt op på de ting, man erfarer og tager til sig og hele tiden er i dialog omkring dette. Der mærker jeg, at jeg er alene nu.

Første uge hjemme gik rigtigt godt. Jeg var stadig helt høj og opfyldt af alt det gode, jeg var begyndt at mærke. Jeg var også sideløbende begyndt at sove flere timer i træk om natten i Ry, og jeg havde faktisk færre smerter.

De sidste kom først tilbage. Og jeg har selvfølgelig tænkt på, hvad der var anderledes deroppe, og hvad jeg kunne tage ind i min dagligdag for at undgå at komme tilbage i min gamle trummerum og dermed særligt den onde smertecirkel. Så ”forklarer” jeg, at i Ry tager man jo rigtigt meget hensyn til sig selv og gearer efter evnerne. Men hvad skulle der være i vejen for at gøre det herhjemme? Kun ganske få timers arbejde og ingen børn i huset. Der er næsten kun de forpligtelser, jeg selv roder mig ud i, så der er gode muligheder for at kopiere de gode vaner fra Ry.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så er en af de store syndere herhjemme fjernsynet. Jeg er nysgerrig og bange for at glip af noget, hvis jeg slukker. Førhen tænkte jeg, tv var tidsspilde, hvis jeg ikke sad med noget håndarbejde samtidig. Sådan er det slet ikke mere. Nærmest omvendt. Enten er jeg for træt og sidder bare og glor, men hvis jeg laver håndarbejde, skal jeg have tv’et kørende samtidig. Endda også hvis jeg hiver en af de afstressende malebøger – hvilke jeg i øvrigt er indehaver af adskillige af – frem. Og det er jo helt forkert. Det mister totalt mening.  I Ry var det overordnede tema mental robusthed og en stor del af indholdet refleksion og refleksion i flere former. Og der fik i alt fald malebogen en helt ny betydning for mig. Men uden tv eller andre forstyrrende elementer. Og sjovt nok, lige så godt malebogen fungerer for mig, lige så meningsløst kan det forekomme en anden, der nærmest er ved at dø af grin over voksne med malebøger og farveblyanter.  Vi fandt hver vores favoritter. Jeg er f.eks.  ikke til afslapningsmusik og slet ikke til lyde af vand. Ej heller måger.

I forhold til opfattelsen af tidsspilde, så er det nok også en af grundene til, at jeg ikke har været fuldstændigt disciplineret i forhold til at sørge for mine liggende hvil med ørepropperne. Som jeg burde tage mig tid til et par gange om dagen. Det er da det rene tidsspilde. Eller er det? 

I alt fald var intentionerne helt ægte, da jeg drog hjem fra Ry med den handleplan, jeg havde udfærdiget. Og rent faktisk vurderet og ændret på i forhold til, at det jo også skulle være realistisk, at jeg kunne holde den. Jeg var meget bevidst om ikke at sætte barren for højt. Syntes jeg da.

Og så viser det sig nu, to uger efter hjemkomst, at jeg alligevel har problemer med at holde mine aftaler med mig selv. Og det virker helt forkert set i lyset af, at jeg allerede nu kan mærke, hverdagens åg komme snigende og generobre både krop og sind. Det er da for dumt.

Jeg vil så gerne lykkes med det her projekt - og føle glæde og engagement. Så jeg repeterer lige. 

Og husker de gode ting. Og refleksion. Og forventningsafstemning. Det er jo så simpelt. Og let – eller……?

Er al forandring svær? 

Grund til bekymring?

En af mine frysende juleroser 

I dag var sådan en dag med alle facetter. Et surt gammelt ribs, skrålende glad på vej i bil eller ondt-i-maven over køreturen fordi jeg ikke synes, det er fedt at køre på fynske motorvej alene – eller alene i min bil sammen med alle de andre tosser, der begiver sig afsted i deres bil på samme fredag. Forudindtaget: der er ALTID en ulykke på fynske motorvej, man holder ALTID i kø der. Og jeg har kørt turen alene nu to gange og er sust syngende lige igennem. For øvrigt også flere andre gange, hvor jeg havde chauffør. Så måske jeg skal lægge ondt-i-maven over køreturen på fynske motorvej på hylden nu?

Sur og ked af det – og ærgerlig allerede fra i går, da jeg telefonisk fornemmede, hvad enden på aftalen med smerteklinikken i dag ville blive, nemlig at de ikke havde flere tilbud. Øv. På trods af, at jeg en gang har fået at vide – dog ikke af denne læge - : bare rolig, det vil ikke ske, at vi løber tør. Men det gjorde vi så alligevel. Så var ærlig talt lidt trist, da jeg satte snuden mod Jylland igen med aftale om, at jeg kunne ”holde fri” i de to uger, jeg er i Ry og lidt til, og derefter ses vi igen til enten ja tak til noget, jeg ikke er helt sikker på, jeg har lyst til, eller ja tak til afslutning. Sådan blev det ikke præcis sagt, men det var det, der lå i ordene. Og følte, ”godt så, nu bliver du så overladt til dig selv”. Hvilket jeg hele tiden har frygtet. Når de klogeste ikke har mere at byde på, så er det skidt. Og strejftænkte også på de, der griber til den endnu ikke lovlige cannabis. Ikke fordi jeg ikke har haft forståelse for dem før, for det har jeg da. Men jeg har alligevel tænkt, at det var et drastisk skridt. Og tænker også, at det stadig ikke er mit valg. Men skuffet og ærgerlig det er jeg.

I det humør lander jeg i min indkørsel og undrer mig så over vand på trappen. Det ser jeg allerede fra bilen. Søger selvfølgelig årsager, der har ikke været is, så det er ikke smeltet vand fra udhæng (selvfølgelig ikke, åndsvagt), ingen kan have væltet noget, hunden er inde. Så opdager jeg, at der er frit indblik til gangen, ergo nogen har vasket ruderne i min dør. Og se, så er der også vådt under køkkenvinduet.  Først tænker jeg, at naboens vinduespudser har taget fejl af husnumrene. Ej hvor sandsynligt er det lige? I samme øjeblik ringer min søn og spørger, om jeg er kommet hjem, og om jeg har lagt mærke til noget. Han synes lige, at hans vinduespudser kunne tage vores med i dag. Jamen det er jo herligt, det var tiltrængt oven på julestormen. Og i øvrigt, så kommer han en gang i måneden det næste år. Jamen hallo – vi er lige begyndt på året. Sikke en uventet og fantastisk overraskelse. Så kan det da nok være, at mundvigene kunne få vendt opad igen. Har ellers lært, at der skal tre positive oplevelser til at vende en negativ. Men ikke i dette tilfælde. Da rakte denne ene positive og søde tanke fra min søn til at vende hele morgenens og formiddagens elendighed. Og lige pludselig var mit forhold til den lave vintersol lige knap så anstrengt som forleden, hvor den skulle igennem efterladenskaberne fra Urd – som nordmændene valgte at kalde den irriterende julestorm, der tog vores juletræ i haven med forleden.  

 Nu kan jeg se frem til 14 dage i Ry, hvor jeg skal have fokus på min mentale robusthed. Mangler lige at få svar på MR og blodprøver, som blev presset ind mellem jul og nytår, både fordi jeg havde flere smerter og følte mindre kraft i benet end normalt, og fordi mine lymfocytter falder, hvilket medicinen er skyld i. Bedst vil det jo være – her op til Ry – at alt er falsk alarm, og at vi fortsætter som hidtil. Men apropos MR, så forstyrrede den min julefred så eftertrykkeligt. Fordi jeg altid kan bekymre mig om alt muligt ligegyldigt, og  denne gang om en MR-skanning. 

Det er bare blevet min hadeundersøgelse. Jeg var sikker på, at det ville være umuligt at få mig ind i røret denne gang, og da jeg lå der, var jeg sikker på, at de måtte køre mig ud allerede, inden vi var kvartvejs. Sådan gik det jo ikke. Men jeg må tilstå, at jeg med tiden er blevet meget forstående over for de, der ikke kan gennemføre, og jeg kender et par stykker. Det ville jeg aldrig kunne have forstået for 3 år siden.  De første 20-30 minutters tid gik med åndedrætsøvelser og forsøg på at tænke på ”noget godt”. Det blev et helt krampagtigt forsøg på at mindes min smukke datter ved hendes bryllup for kort tid siden, og selv om der var masser af gode ting at huske ved den dag, så lykkedes det ikke. Slet ikke. Efter den efterhånden obligatoriske tissepause – denne gang aftalt – faldt der ligesom ro på. Og resten af undersøgelsen kunne foregå i god ro og orden. Ved ikke, hvad jeg skal gøre for at få et mere afslappet forhold til lige præcis den undersøgelse igen. Og det er jo indtil videre en tilbagevendende begivenhed. Men skal da lige love for, at humøret var højt på vejen hjem. Så lettet og tangerende til det euforiske.

Et skønt øjeblik, som jeg forsøgte at genkalde imens magneterne buldrede løs.

I dag holdt det gode humør ved og blev hjulpet yderligere på vej, da husets labrador logrende kom ind fra haven og afslørede sin fundne skat, en afgnavet nordjysk grønkålsstok stak ud af munden. I flere aftener har den været umulig at kalde ind, fordi noget i baghaven optog den. Troede, den kunne lugte en kat eller et andet dyr. Men nej, det var såmænd resterne fra vores nytårsaften. Var der ikke engang nogle bolsjer, der hed hundeprutter?   

Godt nytår.

Tænkte egentlig, da jeg så busken, nøj den ser lige så træt ud, som jeg føler mig.
Men  nu synes jeg snarere, den ligner en lille ballerina.