 |
| Udsigten fra mit værelse - skøn hele dagen |
Tænk at det nu er to uger siden, jeg vendte næsen hjem efter
ophold i Ry. Og hvilken hjemvendelse –
masser af gå-på-mod og fyldt til bristepunktet med gode oplevelser og
optimistiske forventninger til fremtiden. Følelser, der sneg sig ind undervejs
i Ry, det var bestemt ikke sådan fra starten, ej heller midtvejs, men hen mod
slutningen var der en slags åbenbaring om formålet med hele rejsen og om, at
det helt sikkert ville lykkes at vende en synkende skude.
Det hele var meget intenst i Ry, og alt er meget anderledes,
når man står i hverdagen og ladt alene med projektet. Selvfølgelig ikke alene
alene – der er jo manden i mit liv – men det er på en helt anden måde end sammen
med syv andre kvinder, som tager på den samme ”rejse”, og hvor man hver dag
bliver holdt op på de ting, man erfarer og tager til sig og hele tiden er i
dialog omkring dette. Der mærker jeg, at jeg er alene nu.
Første uge hjemme gik rigtigt godt. Jeg var stadig helt høj
og opfyldt af alt det gode, jeg var begyndt at mærke. Jeg var også sideløbende
begyndt at sove flere timer i træk om natten i Ry, og jeg havde faktisk færre
smerter.
De sidste kom først tilbage. Og jeg har selvfølgelig tænkt
på, hvad der var anderledes deroppe, og hvad jeg kunne tage ind i min dagligdag
for at undgå at komme tilbage i min gamle trummerum og dermed særligt den onde
smertecirkel. Så ”forklarer” jeg, at i Ry tager man jo rigtigt meget hensyn til
sig selv og gearer efter evnerne. Men hvad skulle der være i vejen for at gøre
det herhjemme? Kun ganske få timers arbejde og ingen børn i huset. Der er
næsten kun de forpligtelser, jeg selv roder mig ud i, så der er gode muligheder
for at kopiere de gode vaner fra Ry.
Hvis jeg skal være helt ærlig, så er en af de store syndere
herhjemme fjernsynet. Jeg er nysgerrig og bange for at glip af noget, hvis jeg
slukker. Førhen tænkte jeg, tv var tidsspilde, hvis jeg ikke sad med noget
håndarbejde samtidig. Sådan er det slet ikke mere. Nærmest omvendt. Enten er
jeg for træt og sidder bare og glor, men hvis jeg laver håndarbejde, skal jeg
have tv’et kørende samtidig. Endda også hvis jeg hiver en af de afstressende
malebøger – hvilke jeg i øvrigt er indehaver af adskillige af – frem. Og det er
jo helt forkert. Det mister totalt mening.
I Ry var det overordnede tema mental robusthed og en stor del af
indholdet refleksion og refleksion i flere former. Og der fik i alt fald
malebogen en helt ny betydning for mig. Men uden tv eller andre forstyrrende
elementer. Og sjovt nok, lige så godt malebogen fungerer for mig, lige så
meningsløst kan det forekomme en anden, der nærmest er ved at dø af grin over
voksne med malebøger og farveblyanter. Vi fandt hver vores favoritter. Jeg er f.eks. ikke til afslapningsmusik og slet ikke til lyde
af vand. Ej heller måger.
I forhold til opfattelsen af tidsspilde, så er det nok også
en af grundene til, at jeg ikke har været fuldstændigt disciplineret i forhold
til at sørge for mine liggende hvil med ørepropperne. Som jeg burde tage mig
tid til et par gange om dagen. Det er da det rene tidsspilde. Eller er det?
I alt fald var intentionerne helt ægte, da jeg drog hjem fra
Ry med den handleplan, jeg havde udfærdiget. Og rent faktisk vurderet og ændret
på i forhold til, at det jo også skulle være realistisk, at jeg kunne holde den.
Jeg var meget bevidst om ikke at sætte barren for højt. Syntes jeg da.
Og så viser det sig nu, to uger efter hjemkomst, at jeg
alligevel har problemer med at holde mine aftaler med mig selv. Og det virker
helt forkert set i lyset af, at jeg allerede nu kan mærke, hverdagens åg komme
snigende og generobre både krop og sind. Det er da for dumt.
Jeg vil så gerne lykkes med det her projekt - og føle glæde
og engagement. Så jeg repeterer lige.
Og husker de gode ting. Og refleksion. Og
forventningsafstemning. Det er jo så simpelt. Og let – eller……?
Er al forandring svær?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar